Militærassistent for chefen for Forsvarsakademiet [Denmark]


 

Har du stærke analytiske evner og god strategisk forståelse? Kan du håndtere komplekse problemstillinger? Trives du i et til tider hektisk miljø? Så har du nu muligheden for at søge stillingen som militærassistent for chefen for Forsvarsakademiet.

Om os

Ledelsesstøttesektion leverer blandt andet den direkte ledelsesstøtte til chefen for Forsvarsakademiet og Forsvarsakademiets direktion, herunder vicechefen og dekanen. Vi er en dynamisk sektion på i alt seks medarbejdere.

Ledelsesstøttesektionen er en del af Ledelses- og Styringsafdelingen i Forsvarsakademiets stab. Sektionen består af en sektionschef samt fem civile og militære medarbejdere. Sektionens opgaveportefølje omfatter den overordnede styring og policy samt sagsbehandling på generelle områder på vegne af Forsvarsakademiet, håndtering og koordination af myndighedspost samt inden for aktindsigtssager, persondataforordning m.m.

Den direkte ledelsesstøtte til chefen for Forsvarsakademiet leveres af adjudanten, stabshjælperen/køreren og militærassistenten. Holdet er kendetegnet ved sammenhold og holdånd, at spille hinanden gode, samt forståelse for at komme i mål med opgaverne - sammen.

Hverdagen i Ledelsesstøttesektionen er dynamisk, når det gælder opgaver, arbejdstid og tempo. Vores arbejdsmiljø er uformelt og præget af stor ansvarsfølelse over for opgaverne, og vi arbejder generelt meget selvstændigt. Selvom det til tider kan gå stærkt, får vi tingene til at fungere med gensidig hjælp og samarbejde, og højt humør.

Som en del af støtten til Forsvarsakademiets ledelse har medarbejderne i Ledelsesstøttesektionen en direkte berøring på tværs af Forsvarsakademiet og med store dele af Forsvarskommandoens stabe og kommandoer samt andre myndigheder og samarbejdspartnere i ind- og udland.

Som medarbejder i Ledelsesstøttesektionen opnår man stor indsigt i Forsvarsakademiets strategiske processer og opgaveløsning samt indsigt i det strategiske samarbejde på tværs af Forsvarskommandoens stabe og kommandoer.

Om stillingen

Din primære opgave som militærassistent er at støtte chefen for Forsvarsakademiet i sit daglige virke, i tæt samarbejde med resten af teamet. Militærassistenten deltager som udgangspunkt i chefen for Forsvarsakademiets møder.

Du skal selvstændigt planlægge, tilrettelægge og koordinere indholdet af chefen for Forsvarsakademiets mødevirksomhed i ind- og udland. Ligesom du selvstændigt og naturligt følger op på opgavestillinger, besøgsprogrammer, referater og aktionslister på vegne af chefen for Forsvarsakademiet. Opgaverne løses oftest i et højt tempo og med korte deadlines.

I koordination med resten af teamet vil du koordinere og forestå udarbejdelse af forberedelsesmaterialer til brug for chefen for Forsvarsakademiets mødevirksomhed, og du deltager i den direkte faglige rådgivning af chefen for Forsvarsakademiet.

Du vil desuden være sagsbehandler på opgaver inden for den øvrige del af Ledelsesstøttesektionens opgaveportefølje, og du vil blive inddraget i særlige strategiske eller sensitive sager, der behandles for chefen for Forsvarsakademiet.

Vi lægger vægt på at skabe rum for kompetenceudvikling og andre udviklende aktiviteter, og vi har fokus på den nødvendige balance mellem arbejds- og privatliv. Du skal dog påregne, at dine arbejdsuger vil kunne overstige 37 timer.

Stillingen er med fast tjenestested på Svanemøllens Kaserne.

Om dig

Vi forventer, at du er udnævnt major eller orlogskaptajn, og at du har gennemført Videreuddannelses-trin II/L, Master i Militære Studier eller tilsvarende udenlandsk stabskursus. Det er en fordel, hvis du har erfaring på niveauet.

Er du erfaren kaptajn/kaptajnløjtnant under uddannelse i det førnævnte, vil du i så fald indgå en uddannelsesaftale og i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Du er en erfaren officer, og din tidligere tjeneste har allerede givet dig et bredt kendskab til Forsvaret. Det vil være en fordel, men ikke en betingelse, hvis du har kendskab til opgaverne omkring ledelses-støtte eller tilsvarende.

Vi forventer, at du er ambitiøs, er interesseret i at blive udviklet, er analytisk stærk, er samfundsmæssigt interesseret og orienteret, og har en høj grad af personlig integritet, ansvarsfølelse, autoritet og humor.

Vi lægger vægt på, at du besidder en veludviklet situationsfornemmelse og helhedsforståelse, så du efter omstændighederne kan levere diskret ledelsesstøtte.

Du besidder gode evner i forhold til analyse, styring af opgaver på tværs af organisationen og har sans for såvel detaljen som helheden. Samtidig forstår du at omsætte disse kompetencer via gode formuleringsevner i skrift og tale på dansk og engelsk.

Det er vigtigt, at du har gode sociale kompetencer og evner at danne og pleje netværk. Du skal både kunne arbejde selvstændigt og være en udpræget holdspiller. Du skal arbejde engageret, være udadvendt og bidrage positivt til en god stemning i sektionen.

De væsentligste FOKUS-kompetencer i stillingen ligger inden for områderne stabilitet og resultater, idet du evner at balancere opgaven ift. de øvrige udfaldsrum.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Ledelsesstøttesektionen MJ Morten Dahlbergen på telefon 7281 7021 eller chefen for Ledelses- og Styringsafdelingen KK Stefan Neubauer Andersen på telefon 7281 7330.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Sandra Bengtson Heede, Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 728 19172.

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2023.

Ansøgningsfristen er den 31. maj 2023 og vi forventer at holde samtaler i ugerne 23 og 24.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSAKADEMIET
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

GENEREL INFORMATION


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

31.05.2023

Indrykningsdato
11.05.2023


 

Post a Comment

Previous Post Next Post

Sponsored Ads

نموذج الاتصال